Effektiv forplantning

Effektiv forplantning

En elefant er drægtig i næsten to år, og derefter går der knap 20 år, før den nye generation begynder at formere sig. Anderledes effektivt går det for sig, når den lille guldsmed blodrød hedelibel sætter afkom i verden. Og selv om det ser romantisk ud, når han og hun tæt forbundet danner et lille hjerte, også kaldet et parringshjul, er det i virkeligheden en temmelig brutal forestilling. Hunnen har ikke noget valg, hannen griber fat i hende med sine klør, så hun ikke kan slippe fri.

Parringen foregår ofte i luften, og når hannen har befrugtet hunnen, fortsætter han med at holde fast i hende. Sammen flyver parret i tandem hen over søer og damme, hvor hunnen som et andet bombefly kaster sine æg ned blandt siv og vandplanter eller tæt ved bredden. Først når det er overstået, giver hannen slip, så hun kan komme videre med sit liv – der som regel skal tælles i dage snarere end uger.

Æggene overvintrer, og de af dem, som ikke bliver spist eller ødelagt undervejs, klækkes næste forår. Her kommer den blodrøde hedelibels larver så frem og sætter sig i vegetationen under vandet, hvor de lever af vandinsekter og små krebsdyr. I løbet af nogle måneder udvikler de sig til voksne guldsmede, og så er det deres tur til at sikre næste generation.

Det er hannens farvestrålende bagkrop, som har givet den navnet blodrød hedelibel, hunnen og de unge hanner er gulbrune i farven.

 

000

torsdag d. 13. december

1°C

lette regnbyger

fredag

3°C

lørdag

3°C

søndag

1°C

Tags

Instagram

    000