En århushistorie fra åen

En århushistorie fra åen

En augustmorgen for et par år siden blev et dyr kørt over på motorvej E45 ved Aarhus. I sig selv ikke noget særsyn, trafikken dræber hver dag mere end 10.000 dyr i Danmark, når man tager padder, pindsvin, ræve, fugle og så videre med i statistikken.

Men denne morgen var det en sælunge, som blev ramt af en bil. Og det gav anledning til en del spekulationer. Var den tabt af en bil? Hvem transporterede en sæl på motorvejen? Hvorfor?

Svaret på gåden lyder som den rene århushistorie, men biologerne mener, at sælen havde forvildet sig ud på motorvejen efter at være svømmet op gennem Aarhus Å.

Det sker efterhånden hyppigt, at sæler svømmer op i danske åer. Det er tegn på to ting: at sælerne er blevet mere almindelige, og at åerne er blevet renere.

Det gælder også Aarhus Å, som en gang var en ildelugtende kanal, før den blev dækket over på det sidste stræk gennem byen. Nu er den lagt fri igen hele vejen ud til havnen, og åen med dens promenader og caféstrøg er blevet en vigtig del af bylivet.

Den er også blevet et vigtigt levested for mange arter, blandt andet odderen. Den var i 80’erne Danmarks mest truede rovdyr og tæt på at være uddød, men den har takket være en målrettet indsats for at hjælpe den bredt sig og har også fundet tilbage til Aarhus Å.

Man skal dog være heldig for at se den, men en stille nat som på fotoet kan der være en chance for at få øje på det store mårdyr, som er en fremragende svømmer og kan indhente selv hurtige fisk. Der skal også meget til at holde en odder mæt – den spiser op mod et kg fisk om dagen.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000