En helt almindelig skønhed

En helt almindelig skønhed

Den er så almindelig, at vi knapt lægger mærke til den, kålsommerfuglen. Det samme gælder mælkebøtten, fandens mælkebøtte kalder vi den og bruger kræfter på at fjerne den.

Men se nu engang, hvor sart et mønster årerne danner på sommerfuglens vinger. Lyset der fanges i det hvide mælkebøttefnok, hvert frø er i sig selv et lille kunstværk og en opvisning i overlevelse. Vinden bærer deres små faldskærme vidt omkring, og selv om frøene lander på asfalt eller ved brosten, finder de tit den smule jord, der skal til, før de kan slå rod og stikke det lysende gule fjæs frem gennem revnerne.

Kålsommerfuglen betragter mange som et skadedyr, og sandt er det, at dens larve kan forvolde store skader på kål og andre afgrøder i samme familie. Men man behøver ikke at gå i panik og begynde at bruge gift mod larverne. Et insektnet kan forhindre de fleste skader, blot skal det være på plads omkring sankthans, for kort derefter begynder sommerfuglelarverne for alvor at komme frem. Har man ikke mange rækker planter, kan man også nøjes med at gå patrulje et par gange om ugen og fjerne larver og de gule æg, der sidder på bagsiden af bladene.

Desuden har kållarverne en række naturlige fjender, ikke mindst snyltehvepse, der lægger deres æg inde i kållarverne, som bliver spist op indefra, når hvepseynglen udklækkes. Gedehamse har sommerfuglenes æg på menuen, så de er også nyttedyr, selv om mange ikke bryder sig om dem.

Der er en verden af drama og skønhed der lige foran os, vi skal bare få øje på den.

 

000

torsdag d. 13. december

1°C

lette regnbyger

fredag

3°C

lørdag

3°C

søndag

1°C

Tags

Instagram

    000