Et formidabelt rovdyr

Et formidabelt rovdyr

Lækatten er vores næstmindste rovdyr, bare 25 centimeter bliver kroppen hos hannen og mindre endnu hos hunnen.

Men det forhindrer ikke det lille mårdyr i at være en formidabel jæger, og selv dyr, som er større end den selv, skal ikke vide sig sikre. Selv om den fortrinsvis holder sig til smågnavere, kan den godt gå på en hare eller fasan.

Den jager både om natten og om dagen, og da den kan klatre og svømme, ser godt, har en skarp hørelse og ditto lugtesans, kan den komme vidt omkring, og meget få mindre dyr er i sikkerhed for lækatten. Den går heller ikke af vejen for en fisk eller et firben.

Det var gærdesmutten her heller ikke. Den ellers så vimse lille fugl er på vej til at blive aftensmad for lækatten. Fuglens ringmærke, som kan anes på billedet, afslører, at den nåede at blive tre år gammel, før den blev lækattemad.

Om sommeren er lækatten brun som sin mindre fætter, bruden. Men hvor bruden, som er Danmarks mindste rovdyr, er brun hele året, skifter lækatten til hvidt om vinteren. Kun halespidsen forbliver sort.

Den hvide hermelinspels har været eftertragtet som den fineste pels overhovedet, et symbol på kongeværdighed, og en kåbe af hermelinspels danner baggrund for det danske kongevåben.

Det er dog et spørgsmål, om de danske lækatte bliver ved med at skifte til vintermode. I lande med mildere vintre forbliver pelsen brun, for en hvid pels gør lækatten meget synlig, hvis der ikke er sne. Og klimaforandringerne er ved at gøre sne til en sjældenhed i dansk vinter. Det bliver en hvid hermelin måske også fremover.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000