Imellem æblegård og humlehave

Imellem æblegård og humlehave

“Kålgårdspilen piber trist for nordenblæstens byger” … når vi synger Jeppe Aakjærs mere end 100 år gamle vintersang om spurven, som sidder stum bag kvist, bliver vi mindet om, at gamle dages danske haver langt de fleste steder var til nytte og ikke til pryd.

Vigtigst var kålen, som i den ellers så magre vintertid sørgede for, at der trods alt var C-vitamin, som kunne holde frygtede sygdomme som skørbug på afstand, og nogle steder i landet var kålgård helt synonymt med have. Meget mere kunne der ikke gro, men kålen kunne klare selv den magre jord og blæsten i Vestjylland.

Højskolesangene giver i det hele taget et indblik i datidens landbrugs- og havekultur. “Imellem æblegård og humlehave” skriver H.C. Andersen i ‘I Danmark er jeg født’, og der er i sangteksterne høstfester, forårspløjning, der er eftertænksomhed i vinterens knugende kulde, der er juleslagtning af gås og gris og taknemmelig sommerpause i det ellers så konstante arbejde med at skaffe mad på bordet.

Danmark er stadig et bondeland langt ind i byerne, hvor vi har taget nyttehaver og ‘urban gardening’ med os, og hvor kålgårdene igen breder sig mellem husene og på gamle industri- og havnearealer.

Den ældste og mest nøjsomme kål er grønkålen, og det menes, at vikingerne havde den med på togter. Siden er rød- og hvidkål og rosenkål kommet til. Særligt rødkålen har fået en hædersplads på bordet ved juletid, og med nutidens stigende opmærksomhed på det oprindelige nordiske køkken og på at spise groft og grønt og lokalt, er kålen kommet til ny ære og værdighed efter i en årrække at have været dømt ude som kedelig fattigmandskost.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000