Mågernes McDonald’s i Aarhus

Mågernes McDonald’s i Aarhus

Han sidder deroppe i Universitetsparken hver eneste dag, pensioneret mekaniker Niels Mortensen, og fodrer fugle. Mågemanden kalder vi ham, fordi hættemågerne har lært, at han ikke er farlig.

Niels Mortensen kan fodre dem i hånden, og nogle gange sætter de sig ligefrem oven på hans hoved, hvis de ellers kan få plads for alliken, der nidkært vogter sin eksklusive plads bag hans højre øre. Odins to ravne, Hugin og Munin, som i den nordiske mytologi flyver ud i verden og kommer tilbage med frisk sladder til gudernes konge, får baghjul her.

Når man som Niels dagligt færdes i naturen, ser man ting, som tilfældigt forbipasserende aldrig opdager: Da ornitologerne for år tilbage opdagede de meget sjældne mågearter gråvinget måge og hvidvinget måge ved Unisøen, kunne Niels således fortælle, at fuglene såmænd havde været der længe.

Selv om bestanden af hættemåger i Danmark er faldet voldsomt og er mere end halveret de seneste årtier, er de stadig et almindeligt syn. Om vinteren forsvinder hætten og bliver hvid – tilbage er kun en sort plet bag øjet.

Der kan i vinterhalvåret være over 100 hættemåger i Universitetsparken, og de stammer for en stor dels vedkommende fra Finland. Det ved vi, fordi mange af fuglene er ringmærkede, og når ringen stammer fra Helsinki, er det dér, fuglen kommer fra.

På denne måde har vi også erfaret, at nogle af fuglene er over 20 år gamle. Tænk sig, at de flyver fra en fantastisk smuk ø i en finsk skovsø til Unisøen, hvor de lever af Niels’ franskbrød. Fra Noma til McDonald’s. Verden er i sandhed forunderlig.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000