Natteliv i neonfarver

Natteliv i neonfarver

Når vi andre går i seng, står nattelivet op. Den verden, der kommer til syne for de indviede, er en verden af liv og farver, som man normalt ikke ser.

Danmark huser således 2.400 arter af natsværmere, hvoraf mange har så spektakulære farver, at man ikke forstår, hvad de dog skal bruge dem til, når det er mørkt.

Også guldøjerne, disse luftens graciøse balletdansere, er på færde om natten, mens store biller som oldenborrer og skarnbasser brummer rundt.

Overalt i lufthavet er der mængder af myg og fluer, og over det hele er millioner af trækfugle i bevægelse. De flyver helst om natten, hvor luften er sval, og vinden er svagere end om dagen.

I mørket flyver også de sonar-bevæbnede flagermus, som har luret, at der er mad at jage i de mørke timer. De kan styre deres sonar, lydstråle, på en hel speciel måde, så de bruger mindst mulig energi, og insekterne samtidig får svært ved at slippe væk. Muligvis bruger de deres næse til at styre lydstrålen med – det kan også forklare de særlige næsefolder, som nogle flagermusarter har.

Normalt er nattelivet skjult for vore øjne, men heldigvis har vi hjælpemidler til rådighed: Tænder vi en kraftig pære, drages mange af væsenerne således til lyset (ingen ved hvorfor), og vi kan også kigge mod måneskiven med kikkert og se fuglene passere.

Flagermusene afsløres typisk ved hjælp fra en ultralydsdetektor, selv om skimmelflagermusenes parringskald dog kan høres med det blotte øre.

Natten er ikke længere dyrenes egen. Vi kigger og lytter med.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000