Sommerens hvide magi

Sommerens hvide magi

Når vi synger visen om sankthans mindes vi, at ‘hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde’, for i midsommeren er naturen fyldt med magi. Men det er ikke hverken hekse eller trolde, som har fyldt mest i vores forfædres bevidsthed. Sankthans har først og fremmest været tidspunktet for varsler og helbredelse, særligt ved de hellige kilder som lå rundt om i landet.

Her skulle vandet være helbredende sankthansaften, og derfor valfartede syge i stort antal til kilderne i håb om at blive raske igen ved hjælp af magien og helligheden i den smukke midsommernat, der fik navn efter Johannes Døberen, Sankt Hans på dansk.

I Aarhus var en af kilderne Hellig Niels’ Kilde, som løber neden for Strandvejen. Hellig Niels var en slags lokal helgen for Aarhus. Han var søn af kong Knud den 5. og halvbror til bisp Valdemar og levede i anden halvdel af 1100-tallet. Den katolske kirke ophøjede ham ikke til helgen, men aarhusianerne dyrkede ham som sådan i mange hundrede år og opsøgte hans kilde Valborgaften – aftenen før 1. maj – og ved sankthans.

Når sankthansnatten er på sit smukkeste, er det ikke svært at tro på, at der er magi og helbredelse i naturen. Det blanke vand på bugten, natten som er lys og blid, duften af græs og hø og kaprifolier, gløderne fra bålene, som langsomt dør hen. Men det er også signalet til, at nu går det den anden vej med dagene igen. Når vi kommer frem til sankthans, har fuglekoret toppet. Efter midsommer bliver det mærkbart mindre mangfoldigt, og blandt andet gøg og nattergal siges at tie efter sankthans.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000