Ud på det blå

Ud på det blå

Havnen er stadig en livsnerve i Aarhus. Hvert år går otte millioner tons gods via Aarhus Havn, både udenrigs og indenrigs, og verdens største skibe, som Mærsks næsten 400 meter lange Triple-E containerskibe, kan ses i havnen sammen med deres næsten lige så store modsætninger, de gigantiske krydstogtskibe. Hvor containerskibene er blottet for luksus og kan sejles af en lille besætning, er krydstogtskibene hele byer til søs med al tænkelig komfort. Og Mols-Linjen forbinder i fast rutefart Aarhus med Sjælland.

Men også i Aarhus bliver havet efterhånden mere legeplads end arbejdsplads, og store dele af året flakser hvide sejl og farvestrålende spilere hen over havets overflade, når lystsejlerne stævner ud. De får selskab af robåde, kajakker og surfbrædder – på bugten ses både windsurfere og kitesurfere og den seneste surfdille, hvor man står op på brættet og padler sig frem. Og på havnen og i jollerne ude på bugten forsøger lystfiskerne at hive et måltid hjem.

Vandet er blevet renere efter flere årtier med stærk forurening fra industrien. Den kom der styr på – til glæde for både mennesker og de mange, mange arter af planter og dyr, som lever i og ved havet.

Det er helt utænkeligt at forestille sig Aarhus som en by, der ligger inde i landet. Selv når man ikke kan se vandet, kan man alligevel fornemme det. I lugten af salt, som slår ind fra vandet på en dag med frisk blæst. Eller i de mågeskrig som gjalder gennem gaderne og fra tagene.

Man kan altid diskutere, hvad der er det mest aarhusianske sted i byen. Men Aarhus ville ikke være Aarhus uden det vide blik over bugten.

000

onsdag d. 19. december

5°C

skydække

onsdag

3°C

torsdag

5°C

fredag

5°C

Tags

Instagram

    000